20. januar 2015

Den evige skræk for middelmådighed

At skrive et manuskript kan være et helvede nogle gange. Til tider er det noget af det mest opløftende i verden. Alt flyder bare. Karaktererne er spændende og underholdende. Ens dialoger sidder lige i skabet. Beskrivelserne er maleriske uden at være for meget. Handling køre på skinner og lyder bare skide godt!
Så vågner man næste morgen og se den rædselsfulde kreation, man skabte dagen forinden.
Der er noget virkelig usikkert over hele skriveprocessen. Jeg har skrevet på den samme historie i flere år efterhånden, og jeg føler mig stadigvæk forvirret og revet midt over nogle gange. Nogle ting lærer man kun med erfaring, men samtidig har jeg følelsen af, at jeg måske aldrig bliver tilfreds.
Selv efter at være blevet antaget ved et forlag (Ja, ja, had mig bare), går jeg rundt med tanken: Hvorfor? Hvad i alverden så de i det?? Og det er jo dumt. Jeg var jo selv villig til at sende det ind, så jeg må jo have troet på det dengang. Men så går ventetiden. Man læser sit manus igennem igen. Alle fejlene og middelmådigheden virker til langsomt at træde mere og mere frem. Så kommer man til at tænke på, hvordan man burde have ændret det. Den der detalje er bare for meget. Hvorfor valgte man at beholde lige præcis det stykke af den dialog? Måske var den der handling ikke heeelt så meget på skinner, som man troede. Måske sidder man faktisk bare i den allerbagerste vogn og har endnu ikke opdaget, at resten af toget for længst er kørt ud over en skrænt?
Jeg bekymrer mig tit om den slags. Kommer jeg nogensinde til virkelig at føle, at det jeg skaber er godt nok? Har man sat sine standarder til et niveau som man aldrig ville forvente af de forfattere, man selv elsker at læse? Hvorfor gider det her forlag overhovedet lege med mig? Hvorfor tror de på det? Men samtidig tænker jeg så: Jamen jeg har jo skrevet på det her så længe! Jeg har dedikeret så meget af min tid! Forlaget tager jo for helvede ikke bare hvem som helst – de skal ligesom tjene penge! Jeg ved jo godt, at der er noget at komme efter, så hvorfor bliver jeg så bekymret hele tiden? Hvorfor kan jeg ikke bare tro lidt mere på mit eget værk, når jeg nu elsker det så højt?

I sidste ende tror jeg, at det kommer ned til det faktum, at skrivning er en meget isoleret disciplin. I så meget andet kan man være sikker på, at så snart man træder ved siden af, får man det at vide. Man har tit en lærer, der ser en gøre fejlen og retter den med det samme (Ridning, fodbold, etc.). Skrivning er virkelig tit et spørgsmål om først at producere noget og så få at vide, at det var noget lort eller fantastisk. Derfor er det så godt at have nogle folk at dele sin skrivning med, så man løbende kan få noget støtte.

Men ja ... jeg ved ikke, om man nogensinde føler sig helt 100% sikker. Jeg tror, at den der usikkerhed altid vil ligge og nage et sted. Det bedste man kan gøre er at stole på ens samarbejdspartnere (beta-læsere, forlagenes vurderinger, skrivesider) og så at stole på, at den kærlighed man har til sin historie aldrig går galt. Hvis du som forfatter elsker din historie, er der i hvert fald et eller andet i den, der gør den interessant og tiltrækkende, siden du er villig til at dedikere så meget af din tid på det.

4 kommentarer:

  1. Du sætter ord på mine følelser XD

    SvarSlet
    Svar
    1. haha xD Ja, jeg tror, at vi er mange, der har det sådan. Lad os lide i fællesskab!

      Slet