23. februar 2015

At give slip

Nu har jeg rundet side 100 af min omskrivning. Det er både en lettelse og en lejlighed til mere stress.
Det er naturligvis min egen skyld. Da jeg sendte mit manuskript ind til forlaget for anden gang var med en tanke om udnyttelse i baghovedet. Jeg ville sende den ind, få den afvist, få nogle kritikpunkter at arbejde ud fra og så begynde at rette manuskriptet gennem igen. Det var mit håb, at det ville blive tredje gang, der var lykkens gang. Det viste sig så bare at være den anden gang. Sjovt som tingene kan ende ud.
Jeg var selvfølgelig glad for at blive antaget, men var også lynhurtig blevet utilfreds med det, jeg sendte ind. Især efter at have fået kritikken tilbage fra Beautiful Readers – de er nok omtrent den bedste opfindelse i verden! Dermed skrottede jeg hele manuskriptet og begyndte at skrive fra bunden af igen i et forsøg på at få ordentlig styr på historien.
At skrive er en konstant forandring og derigennem en konstant forbandelse – i hvert fald for mig. Jeg kan mærke med mig selv, at jeg har virkelig brug for den her udgivelse. Hvis den her historie ikke bliver udgivet, kommer jeg aldrig til at kunne give slip på den. Jeg vil altid have et behov for at omskrive den, ændre den, tilpasse den. Den slags er godt i et vist omfang, men man når også til et punkt, hvor den slags bare ikke giver mening mere. Når ønsket om perfektion bliver overhalet af frygten for fejltagelser.
Det her er min sidste chance for at skrive historien ordentligt ... og på en måde er jeg okay med det. Selvfølgelig frygter jeg, at det ikke vil være godt nok – at det aldrig vil være det. Men jeg er også nødt til at give slip før eller senere. Jeg elsker Daniel og Lesta og deres omgangskredse. Jeg vil dele dem med andre. Jeg vil fortælle den her historie til folk.
Hvis jeg ikke giver slip og lader mine elskede karakterer flyde ud i verden, kommer jeg aldrig videre, og det gør de heller ikke. Jeg tror, at for mange forfattere/forfatterspirer kan det sammenlignes med at skulle indse, at ens barn er blevet voksent. Du kan ikke blive ved med at holde det tilbage uden at gøre skade på både dig selv og din øjesten. Du er nødt til at lade dem gå ud i verden på egne ben. Så må du bare håbe på, at de klarer sig godt.
Fordelen for os skrivere i denne sammenligning er selvfølgelig, at en bog trods alt ikke er et barn. Et barn der fejler kan lede til absolut forfærdelig ting på adskillige måder. En bog der fejler? Ja, det er selvfølgelig ærgerligt. Det slår en ud. Man bliver ked af det og måske opgivende. Men man kan jo prøve igen.
Når først min historie er i trykken, betyder det, at jeg har givet slip. Jeg har mistet al styring over, hvem der læser den, hvem der tolker den, og hvad de synes om den. Men det er en god ting. For det første har jeg flere bøger i serien at fortælle, så når først den første er ude i verden, kan jeg virkelig dedikere mig til de andre. For det andet får jeg endelig en mulighed for at tænke i andre retninger. Når hele serien er ude i verden, kan jeg kaste mig over andre projekter og prøve at overgå mig selv.

Det må være det vigtigste. At man konstant kan forbedre sig gennem sine projekter, og at man fortæller så mange historier, som man kan komme på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar