31. marts 2015

Omskrivning


Det er én ting at skrive sin historie én gang. Mange har svært ved overhovedet at afslutte deres ideer og historier. Når man først har investeret sin tid og energi i at skrive sin historie, er tanken om omskrivningen helt uoverskuelig.
Et værk er aldrig færdig efter den første skrivning. Omskrivninger er uundgåelige, og de kan rive tænder ud på de fleste. Jeg tror, at det er her, man for anden gang finder ud af, om man virkelig gider sin historier. Da jeg skulle i gang med at skrive min bachelor, sammenlignede en af vores forelæsere det med at have en kæreste: ”I skal kunne holde ud af se på dem hver morgen!” lød det. Sådan tror jeg virkelig også, at det er for historier.

Jeg har skrevet Mellem Himmel og Helvede om så mange gange efterhånden. Jeg begyndte på det allerførste udkast i efterskolen og har lige siden skrevet om og om og om igen. For hver gang har historien ændret sig en anelse.
Først gik den fra én bog til en serie.
Daniel er gået fra en forældreløs gadedreng med et seriøst attitudeproblem (som bestemt ikke skyldtes bevidste intentioner, men min totale mangel på forståelse for hans karakter) til at være en mere velbalanceret gymnasieelev med en familie.
Lesta var oprindeligt forfatter, men er nu blevet en læsehest i stedet.
Hele handlingen omkring de to mænd har ændret sig kraftigt. De har været ude af adskillige sidespor, men er altid endt op ved den samme endelige konfrontation - næsten.
Og det er selvfølgelig en vigtig del af det. Du skal være villig til at skrive om og om, men der vil utvivlsomt være dele af din historie, som du aldrig vil have lyst til at ændre. For mig forbliver den overordnede handling den samme, men næsten alt ud over de vigtigste detaljer er ændret. Uanset hvad starter og slutter vi samme sted.


Min tilgang til at skrive historien om er altid at få lagt den nye handling på plads som det første. Hvilke handlingsforløb skal ændres fra det gamle til det nye udkast? Så skriver jeg hele den nye handling fra start til slut, inden jeg går tilbage og arbejder mere med beskrivelser og andre detaljer. Tingene kan jo ændre sig meget, selv når man har en plan. Karaktererne tager styringen i ny og næ, og man kan komme til at nævne detaljer senere i historien, som man så er nødt til at gå tilbage og lægge op til tidligere. Det er den slags ting, man først rigtig kan se og overskue, når hele handlingen er skrevet ned.

Omskrivninger kan føles forfærdelige, fordi man som forfatter ved alt, hvad der skal ske. Derfor forstår jeg det heller ikke, når nogen spørger ”Ville du selv læse din bog, hvis du så den hos boghandleren?” ... nej? Jeg mener, jeg kender jo allerede handlingen, så selvfølgelig ville jeg ikke læse den. Jeg er ude af stand til at forholde mig til, om jeg ville læse min historie eller ej. Ser du, jeg er for langt inde i den. Jeg kan ikke adskille mig fra den og se på den med mere objektive øjne. Jeg ser den altid med et blik af konstant kærlighed og afsky. Afsky ved tanken om alle de ting, jeg snart vil finde dårlige, og kærlighed ved tanken om endnu en gang at bringe mine elskede karakterer og deres univers til live.
Netop derfor hader jeg ikke nødvendigvis mine omskrivninger så meget. Jeg bliver ved med at kunne vende tilbage til Daniel, Lesta og alle deres bekendtskaber.

Ja, omskrivninger er hårde, men de siger også noget om, hvorvidt du virkelig elsker dit univers eller ej. Som ved en kæreste skal du kunne holde ud at se på den hver morgen og stadig holde af den – mangler og det hele.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar