12. marts 2015

Uddrag (1)

Min omskrivning er gået rigtig godt på det seneste. Jeg tror, jeg vil skrive lidt om sådan en omskrivningsproces på et tidspunkt, men lige nu vil jeg smide mit første uddrag fra Mellem Himmel og Helvede herinde! Lad mig endelig høre, hvad I synes nede i kommentarerne – alt kan jo nå at ændre sig til det bedre lidt endnu!
 __________________________________

 Daniel prøvede at sove, men måtte snart opgive. Selvom der ikke var noget alvorligt galt med Lesta, kunne han ikke få sig selv til at falde i søvn. Han var nødt til at sikre sig, at alt var i orden.
Derfor satte han sig ved siden af Lesta med sin sovepose om skuldrene. Ilden knitrede og flammede op. Siden de var i læ mellem husets mure, var det også lettere at holde på varmen.
”En af dem bed også mig,” forsøgte Daniel sig opmuntrende og skævede til Lestas højre skulder. Han kunne ikke se biddet på grund af tøjet. Han kunne dog se de to små huller, som den ærmeløse T-shirt havde fået fra vampyren.
Lesta sukkede. Tungt. Meget tungt. Og meget opgivende. Og en anelse klagende.
Daniel kneb øjnene en anelse sammen over det manglende svar og den tydelige misbilligelse. Han knyttede den ene hånd og gav elveren en knytnæve i skulderen. ”Hey!” hvæsede han – for ikke at vække de sovende med råb. ”Jeg prøver at muntre dig op! Så en vampyr bed dig – kom dog over det!”
Lesta lo og holdt sig for munden for at dæmpe det. ”Så pirrelig.”
”Du sad helt sikkert og tænkte ’Fedt, jeg er lige så ynkelig som et menneske’ eller sådan noget. Jeg har ret til at blive vred,” gav Daniel tvært igen og krydsede armene. Det kunne godt være, at mennesker ikke havde meget at give i form af styrke og den slags, men det betød ikke, at han ville finde sig i at blive set ned på hele tiden.
Specielt af Lesta. Det frustrerede ham, når elveren behandlede ham som om, at han ikke kunne klare sig selv og havde brug for beskyttelse. Det var godt nok rigtig til en vis grad, men stadigvæk ...
”Wauw, det var præcis det, jeg tænkte,” nikkede Lesta til anklagerne. ”Man skulle tro, vi havde to tankelæsere i ...” så dukkede han sig for endnu en knytnæve uden at kunne kvæle sin latter særlig meget. Forsøget på at holde den tilbage fik hele mandens krop til at ryste svagt.
Daniel opgav med sine slag, da Cato skulede til ham fra den anden side af bålet. Nå ja. Lesta skulle slappe af. Mennesket måtte holde sig til at surmule over den uretfærdige behandling. ”Jeg kan ikke gøre for, at jeg ikke har seje magiske evner ligesom resten af jer,” vrissede han og gav sig til at kaste til måls efter væggen igen. Lesta havde endnu ikke bedt om at få kniven tilbage, så Daniel udnyttede det så længe som muligt.
”Du skal ikke tage det så tungt, knægt.” Lesta smågrinede stadigvæk, og mundvigene trak læberne op et drillende smil. Noget Daniel ikke havde set meget på Lestas ansigt før. Mere på Catos. ”Ikke alle kan være lige så fantastiske som os. Selv Væsner ville være en irriterende byrde for os.”
”Siger fyren der blev drænet for blod af en vampyr,” bemærkede Daniel sarkastisk og gengældte mandens drillende smil. ”Sker det tit for djævlesønner, at de mister mere blod end det menneske, som følger med dem?”
Lesta fnøs. ”Den eneste grund til, at du klarede dig gennem er Nemo.” Han drejede hovedet en anelse for at se direkte på Daniel. ”Men han sagde, at du huskede et af kastene. Jeg tror, der er håb forude for dig.”
”... virkelig?” Daniel var pludselig usikker på, om varmen i hans ansigt skyldtes ilden eller noget andet. Lestas grønne øjne virkede så dybe i flammernes skær, at han et kort øjeblik frygtede at falde ind i dem. Han var tvunget til at se væk, før de fik chancen for at fange ham for evigt. ”Du er vel også en okay træner ...” mumlede han og forsøgte ihærdigt at ignorere, hvordan det grønne blik stadigvæk stirrede på hans ansigt.
”Kun okay? Jeg synes, jeg er ret fantastisk.”
”... tsk.” Daniel kunne ikke komme på noget bedre til endnu en af Lestas selvglade kommentarer. Hvorfor kunne han ikke se den mand i øjnene længere?! Det blev hurtigt ekstremt pinligt for ham at skulle sidde og se alle andre steder hen.
Over på den anden side af bålet var det Catos tur til at knække sammen af grin. Daniel tog sig spontant til hovedet og mærkede ildens varme endnu kraftigere mod sine kinder.
Flammerne virkede dog til at komme indefra.

____________________________
Ud over uddraget er der lige en ekstra ting:
Hvis nogen af jer, skulle ske at have spørgsmål til et eller andet omkring hele udgivelsesprocessen, må I endelig stille dem. Det gælder selvfølgelig også, hvis I har spørgsmål omkring Mellem Himmel og Helvede serien sådan generelt. Nu er jeg selvfølgelig ikke så langt i udgivelsesprocessen endnu, men så kan jeg da altid vende tilbage til jeres spørgsmål, når jeg bliver i stand til at besvare det. Så ja, sig frem hvis I er nysgerrige på at høre om et eller andet specielt!

2 kommentarer:

  1. (Ditte)
    Aww <3 Er vild med at du har fået meget mere interaktion mellem Lesta og Daniel med! Jeg begynder helt sikkert at købe romancedelen af fortællingen!

    Måske er skiftet mellem "hvor er du irriterende" til " jeg drukner i dine øjne for evigt" lige vel drastisk, med mindre han har haft den samme følelse tidligere? Jeg mener, jeg køber det psykologisk, men litterært virker det som en næsten FOR pludselig overgang..hvis det giver mening? :)

    Super ellers..^^ Fedt at det går godt..!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaerh, jeg tænkte også selv på, at det måske var lige i overkanten, da jeg først sad og læste uddraget igennem xD Jeg retter det nok, når jeg engang har skrevet hele handlingen igennem. Så skal jeg helt sikkert tilbage og få følelserne til at flyde lidt mere naturligt ^^

      Slet