8. april 2015

Skriveblokering?

Skriveblokering er et fænomen man som forfatterspirer kommer til at støde på lidt for ofte. Vil man være forfatter, nytter det derfor ikke, at man sætter sig ned og venter på at den guddommelige inspiration falder ned i skødet på en! Forfattere som lever af deres job, kan jo heller ikke bare sætte sig ned og vente, hvis de vil have mad på bordet - selv hvis den der skriveblokering viser sit grimme fjæs.
Men hvad gør man lige, når den der blanke side håner en på skærmen? Det er svært at svare på. Folk er jo forskellige, så når alt kommer til alt, kan jeg kun give jer ideer og ikke en egentlig vejledning. I må selv finde ud af, hvad der fungerer.
Nogle får kreativiteten i gang igen ved at gå ture i naturen. Prøv det af! Om ikke andet får du frisk luft og motion, hvilket jo i sig selv er ret fedt! Man behøver ikke løbe derud af, indtil man falder om. Bare tag nogen behagelig sko på, inviter måske en ven eller veninde med og gå så. Alt efter om du er by- eller naturmenneske må du selv bedømme hvorhen. Tror du, at du vil blive mest inspireret af at være ude i en skov eller ved en strand, hvor der er fred og ro til bare at sidde og tænke tingene igennem? Eller vil du ind i byen og gå rundt mellem en masse fremmede mennesker, der måske vil sætte gang i en ide til en karakter?
Andre lytter til musik – jeg er selv en af dem. Jeg kan godt lide at lytte til numre og skabe mine egne små musikvideoer i hovedet, hvor jeg kan se scener og personer for mig. Det hjælper mig med at se frem ad i min handling, men gør dog ikke noget ved min skriveblokering i nuet. Nogen finder dog en masse inspiration til for eksempel følelser og handlinger i musik, så det kan du jo altid prøve af. Måske kombinerer din iPod og en gåtur? Jeg lytter selv altid til musik i bussen. Busture er min ’stilletid’.
Så er der dem som simpelthen bare forlader computerne og måske laver mad eller er sammen med vennerne. Folk som holder op med at tænke på deres historie. Det kan være en rigtig god ide. Glem den! Læg den væk et par timer! Lav noget ude i den virkelige verden! Ryd op, lav mad, snak med folk, dans, dyrk noget sport – hvad som helst som får dig til at tænke på andet end skriveblokeringen. På den måde tanker du måske op og har fornyet fokus og energi, når du atter sætter dig ved computeren.

Til sidst har vi, hvad jeg kalder den ’onde’ metode: Du skriver. Jamen jeg har skriveblokering, påpeger du måske. Og hvad så? Skriv alligevel! Ser du, problemet med alle de ovennævnte metoder er: Du ender foran computeren igen før eller senere. I sidste ende kan du altså ikke gøre andet end at skrive. Det er, når man skriver, at man bryder gennem skriveblokeringen. Skriv, skriv, skriv! Det er ligemeget, om du skriver den værste gang lort i starten, for du kan jo altid rette eller slette i det senere! Det vigtigste er, at du får din handling ned. Skriv hvad der lige falder dig en.
Du kan måske starte med noget beskrivelse? Så kan du langsomt glide over i, hvad personen laver i det miljø også er du pludselig i gang! Eller måske er det i dialogen, at du fungerer bedst – ligesom mig, så bare skriv en samtale og uddyb din hovedpersons følelser og handlinger den vej!
Skriv, skriv, skriv! Brug en hvilken som helst ide, men før eller senere sidder I altså i den ’onde’, også er der kun en ting at gøre? Kan I gætte hvad det er? ;)   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar