6. maj 2015

Smuds-litteratur?

 

Jeg skal ikke sidde og gøre mig klog på, hvad mine undervisere på litteraturhistorie læser i deres fritid. Jeg ved, at en af dem gerne slapper af med noget Game of Thrones i sine ferier. Men en af mine undervisere talte i fredags om genrer. Nærmere bestemt genrer som fantasy, science fiction og krimi. Med – forhåbentlig – et blink i øjet refererede han til det som smuds og talte om, at det jo alt sammen fulgte den samme formel.
Inden da havde en gruppe holdt oplæg om Tolkiens Ringenes Herre og Slaughterhouse 5. Begge bøger har et stort tema af krig, og begge forfattere har selv oplevet krig på allernærmeste hold – som soldaterne der blev sendt af sted for at kæmpe for deres land. Tolkien skrev de første små brudstykker af sit univers i 1. verdenskrigs skyttegrave. Kurt Vonnegut var med i 2. verdenskrig. Hans værk, Slaughterhouse 5, er i høj grad et forsøg på at beskrive posttraumatisk stress – sådan læser mange den i hvert fald. Oplægsgruppen talte for, at genrer som fantasy og science fiction gjorde det muligt for forfattere at beskrive noget, der ellers normalt ville være ubeskriveligt, hvis man tog udgangspunkt i en mere realistisk stil. Science fiction og fantasy giver en mulighed for at forskyde tingene lidt mere. Man kan få det lidt på afstand, men samtidig også tæt på i karakterens oplevelse af situationen.

¤¤¤

Nu har jeg kun tilvalg på litteraturhistorie – altså kun et enkelt år – så jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan hele studiet ser ud. Men vi har tit på holdet diskuteret de læste værker, og så det vi mangler. Vi læser kanon.
Kanon.
Kanon.
Kanon.
Kanon.
Litteratur udvalgt af Vestlige, hvide, akademiske mænd. Da vi lærte om kønskritik snakkede vi om, hvordan kvinder er underrepræsenteret i denne ’verdenskanon’. I postkolonialisme kom vi så ind på, at stort set alle de læste forfattere på vores to semestre var fra Vesten – igen; ’Verdenskanon’? Virkelig?
Og endelig er vi ved min irritation over dette nuværende emne: Mainstream vs. kanon.
Forstå mig ret! Jeg har kun et år på det her studie, og selvfølgelig vil jeg derfor netop gerne læse en masse af disse større kanonværker. Jeg mener, jeg har så tit hørt om dem – Ulysses, Den Guddommelige Komedie, Don Quixote. Det er fedt endelig at finde ud af, hvorfor de er så omtalte, og hvad de faktisk handler om.
Men det gør dem ikke bedre.

¤¤¤

Jeg tror ikke, at min forelæser sagde, at fantasy, science fiction og krimi var smuds med nogen negativ intention – det var nok mere for at lægge op til en debat på klassen. Men det ændrer ikke på, at jeg ikke ser særlig meget behandling af den slags værker på studiet. Ikke på det sølle år jeg har brugt der i hvert fald.
Hvorfor ikke? Hvis det forventes af de studerende, at de skal æde sig gennem Ulysses (hvilket jeg aldrig klarede), hvorfor så ikke tvinge dem gennem den første bog i Ringenes Herre? Hvis nogen vover at påstå, at Joyce lagde mere arbejde i Ulysses eller ’skrev en bedre bog’ end Tolkien eller har mere betydning for litteraturhistorien end Tolkien, vil jeg jagte jer ned og flå jer! Joyce eksperimenterede. Han forsøgte at finde nye måder at skrive litteratur på. Ulysses rolle i litteraturhistorien – i hvert fald den Vestlige – kan ikke benægtes.
Men gør det Ulysses til god litteratur, fordi den er eksperimenterende?
Tolkien skrev en historie om en lille person med en stor byrde at bære. Han opfandt et magisk univers fyldt med umulige ting, skrev sange og stamtavler. Han opfandt endda et sprog. Eksperimenterer han ligesom Joyce? Nej.
Men gør det Ringenes Herre til dårlig litteratur? Til smuds fordi den ikke formår at skabe en handling i en rigtig verden? Er den dårlig, fordi den er ’nødt’ til at skabe et helt nyt univers for at kunne eksistere?
Tja, som jeg tidligere har sagt, er litteratur subjektiv. Hvad nogen kan lide, hader andre.
Joyce påvirkede måden som folk tænkte om romaner og skrivning.
Tolkien påvirkede, hvordan al fantasy blev skrevet og målt frem over.
De havde begge enorme indflydelser.
MEN ...
Tolkien formåede noget, som Joyce aldrig gjorde. Tolkien brød for alvor gennem den akademiske barriere. Tolkiens værker blev filmatiseret – med delte meninger om resultatet.
Joyce og Ulysses kan aldrig blive mainstream på samme måde som Tolkien og Ringenes Herre er blevet det. Ja, Joyce sprang rammerne for, hvordan man kunne skrive og opfatte en roman, men da han sprang de rammer, låste han også sit eget værk ubehjælpeligt inde i den akademiske verden.
Selvfølgelig læses Ulysses også udenfor universiteterne. Jeg er sikker på, at den læses af mange. Men den vil aldrig nå samme popularitet som Tolkien, J.K Rowling, Suzanne Collins, Dan Brown, Jussi Adler-Olsen og så mange andre forfatter i de tre ’smuds-genrer’ – krimi, fantasy og science fiction.
Ulysses er et værk, hvor du næsten er nødt til at have en læsevejledning ved hånden for at forstå den. Vi fik faktisk forslag til forskellige læsevejledninger, vi kunne bruge på den. Hell, vores gæsteforelæser sagde, at det nok først var efter 7. genlæsning, at man sådan ’rigtigt’ begyndte at forstå, hvad der foregik.
Jamen ... er det virkelig god litteratur? Er det virkelig en god bog, hvis du er nødt til at blive guidet gennem den med brugsanvisninger for så at læse den 7 gange igen – fra 7 forskellige vinkler?
Ulysses arter sig til analyse – ligesom så meget andet kanon. For mig at se arter den sig ikke nødvendigvis til læsning.

¤¤¤

Jeg vil ikke påstå, at jeg har klaret mig gennem Ringenes Herre. Den var lidt for langtrukken til mig, da jeg forsøgte mig med den første gang. Så ja, jeg mener også, at Tolkien har lidt problemer i værket. Der ud over kan jeg såmænd også lide meget af den kanon, jeg har læst på studiet. Madame Bovary elsker jeg at se tilbage på, selvom jeg ikke rigtig kan sætte en finger på hvorfor. Kældermennesket var møgubehagelig, men på en medrivende måde. Don Quixote balancerede frem og tilbage mellem underholdende og ’Der er noget alvorligt galt med den her mand ...’.
Så ja, der er meget kanon, som jeg holder af.
Er der en vis formel, der ofte genbruges, i fantasy, science fiction og krimi? Ja, uden tvivl.
Men bliver noget nødvendigvis dårligt, bare fordi handlingen ikke er verdens mest originale?
Og bliver noget nødvendigvis godt, bare fordi det leger med sproget og eksperimentere?
Hvad skal litteratur da være? Er der en facitliste?


Måske. Vi har trods alt en kanonliste.
Hvad synes du?

4 kommentarer:

  1. *Ensom lille, enormt enig klapsalve*

    SvarSlet
  2. Jeg klarede mig gennem de første 11 side i Ringenes Herre. Huhej for mig^^

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaerh, jeg nåede heller aldrig ud af the Shire ^^' Det er en stor mundfuld. Ulysses klarede jeg mig gennem til en 100-200 sider, før jeg frustreret gav op og nægtede nogensinde at åbne den igen xD Tolkien giver jeg måske et nyt forsøg på et tidspunkt :3

      Slet