7. juli 2015

Glæden ved betalæsere



Når man skriver, kan man svinge frem og tilbage mellem, hvorvidt man synes, at ens værk er godt eller skidt. Midt i skriveprocessen virker det måske som noget af det mest fantastiske. Når man så genlæser det, synes man, at det er noget forfærdelig hø!
Jeg tror, at forfatteres største styrker – kreativitet og skrivelyst – også er vores største hæmsko til tider. Vi finder hele tiden på nye vinkler og ideer, og vi vil så gerne skrive hele tiden. Derfor føler vi også hurtigt trang til at ændre i vores historie, og vi bliver meget hurtigt utilfredse med det, som vi skriver, fordi vi føler, at vi ikke lever op til historiens fulde potentiale. Der mangler altid et eller andet – i vores øjne.

Derfor er betalæsere så ekstremt vigtige. De er langt mere neutrale omkring vores historie, end vi selv er. For dem er vores historier blot historier – ikke et projekt eller nyt liv. De ser fejl, som vi slet ikke selv havde tænkt over, fordi vi er så involveret i historien. Samtidig kan det så vise sig, at nogle af de fejl, som vi selv bilder os ind, at historien har, ikke nødvendigvis er et problem for betalæseren. Nogle gange overanalyserer vi måske vores værk og gøre et større drama ud af noget end læseren ville gøre.
Jeg har selv haft meget glæde af betalæsere – oftest i form af nogle af mine bedste venner. Fra dem har jeg især fået bekræftet, hvad styrkerne er i min historie. Betalæsere bliver på sin vis en mulig rettesnor at følge. Som forfatteren skal man selvfølgelig stadigvæk være opmærksom på de fejl, som man selv ser, og betalæseren ikke lægger mærke til. Men betalæseren kan give en form for ro i sjælen. Betalæserens kommentarer kan være en måde at dysse forfatteren lidt ned. Man får pludselig kritik fra noget udenfor sit eget hoved, og det kan hjælpe til at adskille virkelige problemer fra de selvopfundne.

Personligt har jeg derfor heller ikke lyst til at selvudgive. Jeg har ikke et problem med folk, der gør det, men jeg tør ikke selv. Jeg må vel ærligt indrømme, at jeg slet ikke stoler nok på mig selv til at udgive noget, uden først at have kørt det gennem forlagsmøllen. Her har man trods alt et fast betalæser i form af ens redaktør, så man altid har en person, der står udenfor ens hoved og ligesom holder forfatterens fødder på jorden. Selvudgivere kan selvfølgelig betale for en freelance redaktør, men den slags penge har jeg ikke selv. Samtidig giver det selvfølgelig også et boost til ens selvtillid, når et forlag antager en. Man får en følelse af, at ’Ja, jeg har faktisk fat i noget, der kunne blive godt her!’.
I sidste ende lider de fleste forfattere sikkert af mangel på selvværd, når det kommer til deres historie. Man higer efter anerkendelse og bekræftelse, men den slags kan være vanskeligt at få til tider, så vi ender med at måtte famle os i blinde gennem mørket. Så finder vi et enkelt, lille lys hvor vi kan få en chance for virkelig at se vores værk med nye øjne. Og så må vi famle os videre i blinde igen.
Har du ikke fået kritik fra andre endnu, vil jeg derfor anbefale dig, at du får det, før du sender dit manus til forlag eller begynder at selvudgive. Man er ikke som forfatter i stand til at adskille sig fra sit værk. Man har brug for en, der ikke er nær så involveret.



Hvor mange betalæsere har du? Eller er du måske selv en for nogen?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar