21. februar 2016

Det første opkald

Det er sikkert ikke mange, der nødvendigvis gør sig tanker om, hvordan en bog bliver en realitet. Alle de ting der sker fra et manuskript første gang bliver skrevet og til, når den pludselig står på en hylde med et fint omslag og fængende titel.
Forfatterskabet er – ligesom så mange andre kunstneriske erhverv – ikke et 9 til 16 arbejde. Forfatterens arbejdstider er flydende og ofte konstante. Vi skriver, når vi har tid – hvilket tit kan være fra 10 om formiddagen til 10 om aftenen. Nogen har måske et fuldtidsarbejde som også skal passes, så de kun kan skrive om aftenen.
Noget af det der nok adskiller sig mest fra folks almindelige arbejdsdage er det faktum, at en forfatter i høj grad er alene. Forstå mig ret, vi har redaktør, illustrator, forlag, grafiker – alle mulige folk som skal hjælpe med at gøre bogen til et bestseller. Men vores arbejde udføres adskilt af hinanden. Som forfatter er det sjældent, at du mødes med din redaktør og gennemgår manuskriptet ansigt-til-ansigt. Samtaler foregår ofte over mail, hvor punkter gennemgås og behandles. På DreamLitt har vi også et workspace, hvor man kan kommunikere.
Men vi ser ikke rigtig hinanden. Dermed er skabelsen af en bog noget ret fragmenteret og isoleret for alle parter.
Derfor var det en stor ting for mig, da jeg i denne uge havde min allerførste telefonsamtale med min redaktør, Pernille. Hele formiddagen blev brugt på læsningen til mine forelæsninger, imens jeg ventede og ventede på, at uret sneglede sig frem til mellem 13.30 og 14. Og selv der ventede og ventede jeg i spænding, indtil opkaldet endelig kom!
Vi snakkede ikke engang om noget helt specifikt, men jeg tror, at det på mange måder var rart for os begge to at høre en stemme og konkludere, at der vitterligt var en person på den anden side af skærmen. Man kan pludselig høre et humør og en måde at tale på som gør det hele lidt mere ægte. Vi talte om den overordnede historie, om den nye deadline og om, at jeg skal styre mig og stoppe med at skrive, indtil Pernille havde fået en chance for at få læst manuskriptet igen.
Det var skønt!


Mange kan sikkert regne ud, at der ikke er meget ansigt-til-ansigt kommunikation under processen – især hvis man er en håbefuld forfatter der sluger alt til sig om branchen – men jeg skriver dette for at påpege, at det virkelig kan være hårdt, og at man skal væbne sig med tålmodighed. Der er ikke faste mødetidspunkter eller sådan noget, og der kommer til at være perioder, hvor du intet hører, fordi din redaktør er ved at læse, din illustrator tegner, eller du selv skriver. Det kan være ganske frustrerende til tider, men når forlaget består af folk, der er spredt ud over landet, er der ikke mange andre alternativer. Derfor er det også rart med beta-læsere eller venner, som kender til ens historie og som man kan tale med om det hele!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar