6. april 2016

Vejen til antagelse 1

Sidste år begyndte forfatteren Anika Eibe at skrive en række indlæg på sin blog, hvor hun fortalte om vejen til udgivelse og de mange afslag, som hun måtte gennem. Jeg har gået og overvejet at adoptere hendes ide og selv skrive om min egen vej til udgivelse. Jeg finder det dog lidt latterligt at skrive om, da jeg jo sådan set endnu ikke er udgivet. Selv hvis jeg så er blevet antaget hos et forlag.
Såh, ja ... mine indlæg kommer til at handle om vejen til antagelse! Derefter må jeg så lave nogle indlæg om, hvad der så hændte mig, da jeg faktisk stod med en forlagskontrakt og skulle udgive – men det må lige vente, indtil en gang i efteråret, tror jeg.

Anyway, hvordan startede min lille rejse så? Den startede foran min mors computer, dengang hvor man kun havde en enkel pc i huset, og det var en stationær en med en skærm, der var alt andet end flad.
Jeg har altid haft en livlig fantasi, og jeg læste rigtig meget. Jeg tror, at det må være den kombination, der fik mig til som 11 – 12 årig at sætte mig ved computeren og forsøge at skrive en historie. Ideen kom vist nok fra nogle drømme, som jeg havde haft. Noget med en dreng og pige, der ikke måtte være sammen og så hinanden i skjul. Det udviklede sig til en historie om en dreng fra en by befolket af vampyrer, og en pige fra en by befolket af mennesker.
Lad mig lige understrege at det var før Twilights tid! Så det var ikke derfra, at min ide kom. I stedet navngav jeg karakterer efter karakterer fra W.I.T.C.H-bladene og bogen Profetien om de tre sten. Vampyr-tingen skyldtes nok min fascination af alt overnaturligt. Skolebiblioteket af en masse af R.L Stines bøger, samt Mysteriet om-serien, der handlede om alt fra mordet på J.F.K til varulve.
Jeg tastede løs på den computer time ud og time ind, og der var ikke noget, jeg hadede mere, end når nogen andre fik lov til at bruge computeren, og jeg måtte foretage mig noget andet.
Jeg tror, jeg var 12 år, da jeg bestemte mig for at historien om menneskepigen Adela og den mystiske vampyr Adrian skulle sendes ind til et forlag, så jeg også kunne blive forfatter! Det eneste forlag, som jeg rigtig kendte til på det tidspunkt var dog Tellerup. De havde udgivet mange af de bøger, som jeg dengang læste – for eksempel Tamora Pierces Løvindens Sang. Så jeg fik min mor til at læse korrektur på historien, og så sendte jeg ellers historien ind til dem!
Naturligvis sagde de nej tak. Jeg var 12 år, og jeg havde bestemt ikke skrevet noget mesterværk. Tellerup var dog utrolig søde i afslaget. De sagde, at de ikke lige var interesserede, men at de syntes, jeg skulle blive ved med at skrive, for der var i hvert fald et potentiale.


Så jeg blev ved og nogle år senere, sendte jeg en helt anden historie ind til Tellerup ... men det må I hører mere om i det næste indlæg :P

Ingen kommentarer:

Send en kommentar