18. juni 2017

Bag om karakteren: Lesta, og lidt om inspiration

Nu hvor jeg har fortalt lidt om min inspiration til Daniel, vil jeg også fortælle lidt om min inspiration til Lesta.


Først og fremmest er der hans navn. Jeg finder normalt navne på et bestemt hjemmeside, der har nogle super gode søgemuligheder for navne, og da jeg ledte efter et navn til min elver, bestemte jeg mig for at lede efter et navn, der var relateret til litteratur. I den forbindelse snublede jeg over navnet ’Lestat’. I følge hjemmesiden betød navnet ’status’ og var navnet på et karakter i et skønlitterært værk – som jeg senere fandt ud af var den tilsyneladende ret populære Interview with a Vampire. Det lød ret perfekt for min læseglade, arrogante elver, så jeg valgte at bruge det til ham og skære t’et af i slutningen, da jeg alligevel aldrig udtalte det, når jeg brugte hans navn.
Derudover er hans udseende oprindeligt baseret på Legolas fra Ringenes Herre – filmene, ikke bøgerne. Legolas var lidt en poster boy for elver-looks, så jeg valgte også at gøre min elver blond og give ham spidse øre. Gennem tiden har han så bevæget sig længere væk fra sit oprindelige look. Hårets farve er for eksempel blevet en varmere blond, og han har fået pandehår.
Endelig trak jeg meget inspiration fra mangaen Gravitation til hans personlighed. Specifikt fra karakteren Yuki Eiri, der er lidt af et massivt røvhul (Men det er okay, vi elsker ham stadig). Eiri har meget af den arrogance, som Lesta stadig bære med sig, og så er han forfatter – hvilket Lesta også blev i et gammelt udkast til manuskriptet.
En sidste inspiration til ham har været værket Madame Bovary og dennes hovedperson, Emma. Hvorfor vil jeg ikke gå for meget i detaljer om, men da jeg læste den, så jeg en del ligheder mellem dem, og værket har nok derfor påvirket min egen karakterisering af ham. Eller i hvert fald mine egne forestillinger om ham.

Jeg har valgt at fortælle lidt om nogle af mine inspirationskilder til karakterer, fordi jeg ønsker at vise, at forfattere ofte får inspiration fra andre værker. Det er uundgåeligt, at vi sætter os selv i forhold til andre forfattere, og at vi ser ting, som vi selv har lyst til at bruge i vores egne værker. Lesta er en karakter, der er sammensat af inspiration fra andre litterære værker. Han er sammensat af elementer, som jeg gennem min læsning og søgningen har fattet interesse for. Et spændende navn, et særligt look, en bestemt personlighed.
Det er dog også altid vigtigt at huske på, der er en grænse for, hvornår noget går fra inspiration til plagiat. Det er for eksempel derfor, jeg aldrig har læst serien, som Lestas navn kommer fra. Jeg så engang filmen og var like ’fuuuuck, han er også blond!’, hvorefter jeg skar mig selv helt af fra serien. Man er nødt til at være bevidst om, hvornår man bruger elementer fra andet litteratur som et afsæt for sit eget arbejde, og hvornår man blot bruger andre folks ideer uden omtanke.
Lesta er inspireret af mange andre skønlitterære karakterer, men han går sine egne veje. Karakterer skal gives lov til at udfolde sig, og de ændrer sig, nogle gange uden at vi forfattere selv opdager det. Pludselig indser man blot, hvor meget karakteren egentlig har flyttet sig, siden man fandt på den, og man kan ikke lade være med at blive lidt stolt over, hvor meget de er vokset.
Så det er okay, at du lader dig inspirere af andre folks historier. Det vigtige er, at du kun bruger enkelte elementer fra andre som et afsæt for dine egne ideer, og at du bruger dem til at fortælle din egen unikke historie :)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar