24. juni 2017

Plagiat og inspiration

Lad os tale lidt om plagiat og inspiration.
Der er en tynd grænse mellem de to, og nogle gange kan det være svært at skelne mellem det ene og det andet. For nu at citere Wikipedia er plagiat ’et ord fra latin, som bruges om en efterligning, især af en kunstners eller forfatters værker, under foregivende af at arbejdet er et selvstændigt og originalt kunstværk, ofte forsynet med falsk signatur’.
Plagiat handler således om, at nogen går ud og direkte kopiere en anden persons værk og påstår, at det er deres eget. Det er noget, der gøres med fuldt overlæg.
Som eksempel kan jeg nævne en hændelse, jeg var ude for på hjemmesiden Movellas, hvor jeg brugte nogle år på at pumpe andre brugere for deres mening på de første udkast til Mellem Himmel og Helvede. Der faldt jeg over en historie, som jeg havde stående på min hylde. En bruger var simpelthen i gang med at lægge kapitler op fra en allerede udgivet bog. Jeg konfronterede hende om det, og hun påstod, at det var hendes helt egen historie. Hvilket det ikke var – jeg havde jo den rigtige bog stående i min reol, og den var mindst et årti gammel.
Det er plagiat. Når du tager noget som andre har skabt og forsøger at sælge det som dit eget.

I dag er det ikke unormalt at se folk anklage forfattere for at ’stjæle’ fra andre forfattere. Som eksempel vil jeg her tale om Cassandra Clare.
Først min egen holdning til hende: Jeg har læst de første tre bøger i Dødens Instrumenter. Jeg syntes godt om de to første bøger og havde en del problemer med 3’eren. Jeg opfangede aldrig nogen Harry Potter vibe fra bøgerne – ud over de flyvende motorcykler. Da jeg begyndte at opdage andres kritik af hende, kunne jeg egentlig godt relatere til sammenligningerne mellem Jace og Draco eller Clary og Ginny, og jeg hoppede med på lad-os-hade-Clare-vognen i en periode.
Og så kom jeg over det.
For sandheden er, at når jeg ser gennem kommentarer til Clares DI-serie i dag, bliver jeg lidt frustreret.
Jeg ved godt, at Clare skrev Harry Potter Fanfiction før.
Jeg ved godt, at folk har anklaget hende for at stjæle dialoger fra blandt andet Buffy.
Jeg ved det godt.
Jeg var helt med jer. Jeg syntes, at det var ækelt.
Men ... kritikken af hende virker så voldsom.
Hun bliver anklaget for at ’stjæle’ fra nærmest alt – Star Wars, Harry Potter, Buffy. Alverdens store fænomener indenfor film og bøger.
Folk påstår, at Valentine er lig med Voldemort – på grund af V’et i navnet og så hele ’ren race’ snakken.
Ved I, hvem han mindede mig om, da jeg læste bøgerne? Hitler. Jeg tænkte ikke en eneste gang på Voldemort, imens jeg læste det.
For sandheden er jo, at Voldemort heller ikke er verdens mest originale karakter. Ved I, hvem han mindede mig om? ........ Hitler.
Det virkede åbenlyst for mig, da jeg læste Harry Potter, at Voldemort og hans støtter skulle være den magiske verdens nazister med al deres renheds-snak. At Clare bruger den samme idé er ikke tyveri. Det er en helt almindelig ting at gøre.
Er det noget, der ses for tit i litteratur – at de onde er inspireret af nazisterne? Måske.
Og måske skyldes hadet til Clare, at folk synes, at inspirationskilderne er for åbenlyse. At hun ikke gør det nok til sit eget.
Men ved I, hvem der også kan anklages for tyveri af andres materiale, hvis vi endelig skal kritisere folk for at ligne andre?
J.K. Rowling.

Ser I, før Harry Potter kom til verden var der en anden bog – Den syvende søn.
Der handlede om en dreng med en forfærdelig familie.
Der fik et brev.
Det brev fortalte ham, at han var blevet optaget på en magisk skole.
Så han tager af sted og møder en pige og en dreng, som han bliver venner med.
Der foregår noget dystert på skolen, som han opdager.
Sounds familiar?
Så skal vi ud med høtyvene nu? Skal vi komme efter Rowling?
Jeg tvivler på, at nogen ville gøre det. Det er jo J.K. Rowling!
Men er det ikke hyklerisk at anklage Clare for at stjæle, når det samme argument kan smides efter andre?
Hvad med Avatar: The Last Airbender? Jeg har set mange tale om, hvordan serien er opbygget på samme måde som Star Wars. Skal vi ud med høtyvene igen? Nej. For vi kan jo godt lide Avatar. Og ja, ja, måske lader Avatar sig inspirere lidt af Star Wars, men det er jo bare inspiration! Det er jo ikke tyveri!
Er det ikke?
Jamen, hvorfor er Clares bøger så tyveri? Fordi hun har et incest-plot, som der også var i Star Wars?
”Jamen, der er the Clave og the Circle! De er tydeligvis jedi/Føniksorden vs. sith/Deatheaters!” – ehm ... okay ... for INGEN BØGER NOGENSINDE har haft to sider, der bekæmper hinanden, hvor den ene er ond og den anden er god. Det er KUN Star Wars og Harry Potter, der er kommet på den UTROLIGT ORIGINALE idé.
Al fantasy er bygget op omkring en god og en ond side. Det er selvfølgelig blevet mere almindeligt at skabe større gråzoner omkring det, men det ændrer ikke på, at der som regel er to eller flere sider, der bekæmper hinanden.

Ligger svaret i sidste ende i fanfiction-delen? Fifty Shades of Grey er jo også blevet anklaget for at kopiere fra Twilight, siden den startede som fanfiction.
Jeg har ikke læst den oprindelige fanfiction, som DI er baseret på. Måske er der virkelig tale om, at hun har copy pastet hele historien over i sit manuskript og udgivet det.
Det er ikke min intention at sige, at der bare slet ikke er noget at komme efter hos Clare. Som sagt så jeg Harry Potter i hendes beskrivelse af de flyvende motorcykler.
Jeg tror, at det jeg i sidste ende bare gerne ville nå frem til er, at kritikken virker lidt overdrevet. Det virker, som om forfattere slet ikke må lade sig inspirere af andres værker, og den slags kvæler kreativitet, når man som forfatter sidder og stresser over, om ens ideer nu kommer til at fremstå, som om det er stjålet, fordi ’Jamen, jeg så den her episode af Doctor Who og konceptet lød bare så fedt, at jeg var nødt til at dykke ned i det, men stjæler jeg så?!’.
Jeg har vist plapret længe nok, men jeg vender nok tilbage til emnet på et tidspunkt.


Har du læst Clares serier? Synes du, hun stjæler? Eller synes du, at hun har skabt et originalt univers? Hvor synes du grænsen mellem plagiat og inspiration går? Hvornår går forfattere for langt?

4 kommentarer:

  1. Kender ikke lige den omtalte forfatter, men er bestemt enig med dine tanker. Tror vi er nået et punkt hvor at opfinde nyt er umuligt. Selv hvis det er nyt i øjeblikket.. Jeg har da sat med en ide flere gange og tænkt 'Fuck hvor godt! Det har jeg ikke set før', men senere falder jeg så over en film, bog eller person der viser at jeg tog fejl. "Nårh det minder lidt om' er i forvejen en træls sætning for en forfatter - i hvert fald hvis det ikke var meningen. Jeg har nogengange smidt et navn eller en lille ting ind i mine bøger for at hylde andres værker. Hvis jeg har set en relation f.eks. En relation imellem to personer som jeg synes var spændende at arbejde med, så kan det da godt have været et udgangspunkt for skabelsen af to personer. Det ender selvfølgelig med at få deres eget liv og nogen gange ændre tingene sig til fuldstændig ugenkendelighed, og det er fint. Det er dog ikke altid en negativ ting.
    Jeg har også været ramt af 'Jamen hvis det her ikke er fuldstændig nyt, så kan jeg ikke blive forfatter, kan jeg?' jeg gik totalt i stå.. Hvis man ser sig om hvor mange ideer er der så ikke taget? Hvad der hjalp mig videre var en forfatter som også er tegner. Jeg så en af hans videoer, hvor han netop snakkede om det her, og han sagde noget i stil med 'Det handler ikke om at opfinde den dybe talerken, og det kan du heller ikke for det er gjort. Det handler om hvordan du præsentere din talerken".
    Hans point var selvfølgelig ikke at bare tage Harry potter og ændre navnet til Bent .. Bent Potter..
    Men hvis man ville skrive om en dreng der slipper fra en forfærdelig familie ind i en verden med magi - så er det din talerken. Du skal nu finde en ny måde at gøre det på. Brug andre farver og matriale om du vil..

    Håber det gav mening

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det kan være meget sjovt at lave koblinger mellem ens egen karakter og en karakter fra en anden bog :)
      Jeg tror ham forfatteren sagde i én sætning, hvad jeg forsøgte at sige over flere afsnit xD Det vigtigste man kan gøre som forfatter må uden tvivl være måden man præsentere sin historie på, for ja, uanset hvad kommer der til at eksistere noget som har det samme 'grundmateriale', so to speak.

      Slet
  2. Jeg elsker dine tanker omkring det her!! Det er simpelthen så tit, når jeg brainstormer på nye ideer, at jeg kommer frem til noget, som bare spillet helt vildt godt og jeg er vildt glad...! Lige indtil jeg træder et skridt tilbage fra mit univers og tænker "oooog det var så twistet i Alanna" xD Lige nøjagtigt det eksempel oplevede jeg så sent som i forgårs x)
    Det er så godt som umuligt at være fuldkommen "original" i dag, og jeg mener nok som udgangspunkt, at man bør give forfattere et break, så længe de ikke kopiere hele hændelsesforløb. :)
    /Lisette

    SvarSlet
    Svar
    1. Alanna har også nogle fine twist :P
      Ja, der er nærmest ingen virkelig originale historier tilbage i dag. Vi har fortalt og fortalt hinanden historier i årtusinder, så før eller siden er vi jo nødt til at genbruge nogle koncepter og putte dem i nye former.

      Slet